For to år siden tog Rikke Hvidtfeldt springet og blev selvstændig med sit eget mikrosnedkeri, hvor hun fremstiller unikke havemøbler med fokus på farveglæde, optimal siddekomfort og minimal miljøbelastning.
Efter 25 år i som ergoterapeut i sundhedsvæsnet ved Rikke Hvidtfeldt noget om ergonomi og siddekomfort. Den viden har hun taget med sig i sit design af unikke, farvestrålende havemøbler, herunder en stol, som er inspireret af et gammelt, amerikansk design, men som Rikke med sin forkærlighed for livlige farver har forvandlet til et møbel, der ikke alene ser godt ud i haven, men som også er både utrolig behageligt at sidde i og samtidig er en fryd for øjet.
Farver og Striber hedder Rikkes mikrosnedkeri, og her, i familiens eget hus i Rørvig, har hun indrettet sit snedkerværksted, efter at de tre sønner er flyttet hjemmefra. Huset byggede hun for mere end 20 år siden selv i tæt samarbejde med sin far, der er arkitekt og tømrer.
– Jeg har altid interesseret mig for at arbejde med træ og med de muligheder, der ligger i det. Og da jeg samtidig syntes, der manglede nogle havemøbler, der ikke bare er hvide, sorte eller grå, tænkte jeg, at dem kunne jeg da selv lave. Samtidig vil jeg gerne være med til at ændre ”brug og smid væk”-tendensen. Jeg havde en kunde, som vendte tilbage, fordi robotplæneklipperen var kommet til at gnave det ene stoleben i stykker. Der blev monteret et nyt ben, og nu kan han beholde sin havestol i mange år endnu, lyder det med et smil fra Rikke.
Med udgangspunkt i den gamle, amerikanske træstol, har Rikke lavet adskillige forbedringer, så den nu også er ergonomisk korrekt. Og så har hun sat farver på sine møbler, der findes i gul, orange og rød, lilla, blå og grøn – og også i sort, hvis og grå til dem, der foretrækker det.
Rikkes motto er: Verden har brug for farver. Og det er en tanke, som er blevet taget rigtig godt imod af kunderne. Som en særlig finesse kan Rikke tilpasse farverne på stolene, så man kan få en stribet stol i alle farver eller blot de farver, man vælger. En kunde med skotsk baggrund bestilte fx en stribet stol i det skotske flags farver, som er blå og hvid. Andre vælger at få en stol i én farve med ben i en anden farve. Alle muligheder står åbne, da Rikke fremstiller sine møbler både på bestilling og til lager.
Alle møbler bliver fremstillet fra bunden af dansk douglastræ og håndmalet med svanemærket snedkermaling. Til stolen har Rikke også designet en nakkestøtte i ubleget hør. Foruden stolen, som også findes i en version til børn, har Rikke også designet en fodskammel og et kaffebord i de samme glade farver, så havemøblementet til de dejlige sommerdage kan blive komplet.
Farver og Striber -Møllebakken 49, 4581 Rørvig – www.farverogstriber.dk-tlf.:3318502