Af Magasinet Feinschmecker
Når man træder ind i 73 Strandgade Vinbar & Butik, mærker man straks, at man er kommet til et sted, hvor kærlighed til vin og sans for detaljer går op i en højere enhed. Beliggende i Helsingørs charmerende havnekvarter, emmer vinbaren af en varme og autenticitet, der gør den til et must-visit for vinelskere og feinschmeckere.
Denne perle af en vinbar startede oprindeligt som en webshop i 2019, men har siden udviklet sig til en succesfuld kæde med lokationer i både London og Helsingør. Med en klar passion for bæredygtighed og økologi, drives 73 Strandgade af en familie af vinproducenter, som har viet deres liv til at skabe håndlavede vine, der respekterer terroiret, hvor druerne dyrkes. Deres familieejede boutique-vingård, Château de La Cômbe i Provence, er specialiseret i økologiske, lavinterventionsvine, som alle er nøje udvalgt og iportret direkte til vinbaren i Helsingør.
En vinoplevelse udover det sædvanlige
Hos 73 Strandgade Vinbar & Butik kan du forvente en vinmenu, der er både lille og raffineret. Hver vin er udvalgt for sin unikke karakter og smagsprofil, og vi blev ikke skuffede under vores besøg. Vi lagde ud med at smage på to udsøgte rosévine, som blev efterfulgt af en “73SG Flights” smagning, hvor vi blev præsenteret for to røde og to hvide vine fra Château de La Cômbe.
Direktør, Mikol Brandis tog sig tid til at forklare vinene i detaljer, og den personlige betjening satte virkelig prikken over i’et på oplevelsen.
Mikol er født af danske forældre, men opvokset i USA. Da hun var barn, købte hendes far et vinslot i Frankrig, Château de Palayson, sammen med sin svenske kone. Efter hendes fars død, fortsatte Mikol driften af firmaet sammen med familiens bedste venner, familien bag Château de La Cômbe. 73 Strandgade åbnede dørene i marts 2023.
Magasinet Feinschmecker sluttede besøget hos 73 Strandgade af med at bestille en flaske af den fremragende Cuvée Sasha fra Château de La Cômbe, som imponerede med sin sprøde mineralitet og behagelige syre.
Menukort med egen import af spanske delikatesser
Til vores vine nød vi et udvalg af lækkerier fra menukortet, som blandt andet byder på et bredt udvalg af oste, charcuterie og andre delikatesser, som sardiner i olivenolie med hjemmerørt mayonnaise, friskbagt brød og garniture, som de selv importerer fra spanske Conservas de Cabados.
Til den lille sult serveres der frokost sandwich på friskbagt brød med hjemmelavet pesto og garniture. Deres menu byder også på sæsonbestemt tapas, altid lavet på friske råvarer, som fås i forskellige anretninger, alt efter hvor sulten man er.
Også den søde tand bliver tilgodeset med valget mellem bl.a. en robust chokoladekage med hjemmerørt Chantilly creme, eller deres helt egen fortolkning af den klassiske Tiramisu, som laves á la minut på deres espressomaskine. Et svært valg, hvis man da ikke vælger én af hver.
Har du ikke taget den store sult med i byen, men er du mere interesseret i at prøve nogle af stedets delikate vine, kan du naturligvis supplere med et udvalg af lækre snacks, herunder friskbagt brød til at dyppe i en god olivenolie, hasselnødder fra Piemonte og små, aromatiske oliven.
Unik atmosfære og førsteklasses service
Vinbaren er smagfuldt indrettet med bæredygtighed i højsædet, hvilket blandt andet afspejles i de unikke møbler, fremstillet af bl.a. vinflasker. Lokalerne er opdelt i en øvre og nedre del, hvor man også finder en hyggelig vinkælder, der kan lejes til private arrangementer. Kælderen er det perfekte sted til en intim vinsmagning eller en sammenkomst med venner, hvor det store rundbord skaber en hyggelig atmosfære.
Personalet hos 73 Strandgade Vinbar & Butik er uden tvivl en af stedets største forcer. Deres viden om vin er imponerende, og deres varme og venlige service gør, at man straks føler sig hjemme.
Et frisk pust på Nordsjællands vinscene
73 Strandgade Vinbar & Butik er et sted, hvor man kan fordybe sig i vinens verden, uanset om man er på udkig efter en særlig flaske til en festlig anledning, eller blot ønsker at nyde et glas vin i hyggelige omgivelser. Med deres fokus på bæredygtighed og økologiske vine er 73 Strandgade et frisk pust på Nordsjællands vinscene, og vi kan på det varmeste anbefale et besøg.
Hold øje med deres kommende vinsmagninger og arrangementer på deres hjemmeside og sociale medier – vi er sikre på, at et besøg hos 73 Strandgade Vinbar & Butik vil blive det første af mange.